Efter fire års uenighed indgik EU, Norge og Færøerne den 13. mars 2014 en fem års aftale om makrelfiskeri.

Aftalen har positive aspekter: Den har banet vejen for en løsning af mange af de bilaterale konflikter, der har været om fiskeriet i Nordatlanten de sidste år – både mellem EU og Norge, Færøerne og Norge, og Færøerne og EU. Den kan også bane vej for en løsning af striden om sildefiskeriet. Og den fastsætter, at aftaleparterne fra 2015 skal holde sig til den TAC (Total Allowable Catch), som det internationale havforskningsråd, ICES, anbefaler.

 At aftalen har en ”opt in clause” således at andre parter – der tænkes på Island og Grønland – kan tilslutte sig den senere, og at en betydelig procentdel af kvoten er afsat til dette formål, er også positivt. 

Men set fra en overordnet nordisk synsvinkel er aftalen slet ikke tilfredsstillende.

En ting er, at man i aftalen politisk har besluttet, at der i 2014 skal fiskes langt mere, end ICES anbefaler.

 Men det er først og fremmest meget kritisabelt, at alle vedkommende aktører ikke er med. Både fordi det medfører vedvarende konflikter i norden, og fordi det er umuligt at forvalte en fiskebestand i fællesskab, så længe der ikke foreligger en fælles aftale.

Manglende retningslinjer

Samarbejdet mellem de nordiske lande fungerer eksemplarisk på de fleste områder, men det er når der er kamp om fordeling af ressourcer og værdier, at et samarbejde virkelig bliver sat på prøve. Denne prøve har de nordiske lande ikke bestået de sidste år. I stedet for fælles aftaler om fordeling af fiskekvoter har vi ikke bare haft uenighed, men bitter strid, boykot og sanktioner nordiske lande imellem.

 Dette klæder os ikke. Og det løses ikke med den nye aftale, hvor nogle lande er med, mens andre står udenfor. 

 Stater som er underlagt FNs aftale om fiskeri på åbent hav er forpligtet til at samarbejde for at sikre bæredygtigt fiskeri. Men FN’s aftale giver ingen konkrete retningslinjer for, hvordan kvoter skal fordeles mellem kyststaterne.

Striden om både makrel og sildefiskeriet er symptomatisk for manglerne i det eksisterende rammeværk for fiskeriforvaltningen i Nordøst-Atlanten.

 Dynamisk aftale

Vi har brug for langsigtede aftaler for de fiskebestande som vi forvalter i fællesskab. Aftaler, der inkluderer alle kyststater, og som sætter samarbejde og bæredygtighed i fokus.

For at dette skal kunne lade sig gøre, skal det ikke være de enkelte aktørers markedsmæssige styrke og dermed effekten af deres sanktioner overfor andre, der skal afgøre fordelingen. Det skal heller ikke være politisk styrke. Og der skal lægges mindre vægt på historiske fangstdata, end tilfældet har været hidtil.

En holdbar løsning skal ikke være statisk, med tværtimod så dynamisk og fleksibel, at den kan genspejle den til enhver tid gældende biologiske virkelighed.

Der er brug for et initiativ, som kan inspirere de konfliktramte lande at søge nye veje.   

Disse lande er Grønland, Island, Færøerne, Norge og EU (Danmark).

Derfor bør Nordisk Ministerråd tage dette initiativ.

Du kan læse den islandske version af indlægget her:

http://www.visir.is/fiskveidideilur-saema-ekki-nordurlondum/article/2014704059987