Socialdemokraterne i Nordisk Råd kan se tilbage på en travl og succesfuld session. Både organisatorisk og politisk var der aktivitet.

Den socialdemokratiske gruppe fik ny ledelse og ny virksomhedsplan. Nyt i virksomhedsplanen er et større internationalt fokus. Virksomhedsplanen kan læses her. Phia Andersson (S) fortsætter som gruppeformand og Martin Kolberg (A) blev valgt som ny næstformand i stedet for Sonja Mandt, der er udtrådt efter valget i Norge.

Vores gruppe var meget aktiv på sessionen. Udover de vigtige debatter stillede gruppen også en række medlemsforslag, der kan findes her på siden. Vi stillede forslag om etableringen af en nordisk filmfond for urfolk, etablering af nordiske folkehøjskoler, fremtidssikring af velfærd og arbejdsmarkeder mod teknologirevolutionen, svanemærkning for mad, kunsthåndværk og design, obligatorisk mægling ved skilsmisser samt et nordisk ligelønscertifikat.

Og vi behandlede sager, der er vigtige for os nordiske socialdemokrater. Vi fik blandt andet vedtaget at som minimum vinderne af Nordisk Råds litteraturpriser bliver oversat til alle nordiske sprog – herunder udgivet mindst som e-bog. Derudover lykkedes det Holdbart Norden med Karin Gaardsted i spidsen at sikre opbakning fra Nordisk Ministerråd til et forbud mod mikroplast i kosmetik. I første omgang vil Ministerrådet afvente fremsættelsen af et nyt plastdirektiv i EU. Hvis EU ikke samlet vil foreslå et forbud, bakker Ministerrådet nu heldigvis op om, at vi skal gå forrest i Norden. Det har været en sej kamp, så det er et flot resultat, der gavner vores miljø og vores sundhed.

Derudover lykkedes det også gruppen at få Arbejderpartiets Martin Kolberg valgt som vicepræsident for Nordisk Råd. Stort tillykke til Martin med posten og æren. Det lykkedes også Socialdemokraterne i Nordisk Råd at få tre udvalgsformandsposter samt en næstformandspost. Pyry Niemi (S) er ny formand for Vækst og Udvikling, Jorodd Asphjell (A) er ny formand for Valgkomitéen, Ruth Mari Grung (A) er ny formand for Kontrolkomitéen og Karin Gaardsted (S) er næstformand for Holdbart Norden.