Ifølge tal fra FN i 2014 er madspild den tredjestørste årsag til udledning af CO2. Alene i Danmark var der i 2011 et årligt madspild på 540.000 tons. Lidt under halvdelen kommer fra private hjem.

Madspildet i de nordiske lande har ikke blot store følger for miljøet. Det er også udtryk for et stort økonomisk tab. I Danmark er et konservativt estimat, at madspildet løber op i 8,4 mia. DKK.

Derfor har S-gruppen i Nordisk Råd netop stillet forslag om at begrænse madspild i Norden og anvende madaffaldet smart, hvis madspildet ikke kan undgås.

Helt konkret ønsker S-gruppen, at der inden for Nordisk Ministerråds miljøhandlingsprogram igangsættes initiativer til at bekæmpe madspild. Samtidig får Nordisk Energiforskning (NEF) til opgave at igangsætte aktiviteter, der kan omdanne madaffald og andet organisk affald til bioenergi.

Mindre madspild har mange positive effekter
Socialdemokraternes forslag læner sig op ad tidligere beslutninger i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Det går også godt i spænd med Europa-Kommissionens nye handlingsplan for den cirkulære økonomi. Kommissionen vil have halveret madspildet i 2030 og ønsker at opnå 65 % genanvendelse af kommunalt affald i 2030.

Med Nordens nuværende rolle som grøn foregangsregion virker det oplagt, at Norden også går forrest for at reducere madspild. Mindre madspild vil bidrage positivt til landenes klimamål, og de førnævnte økonomiske tab vil blive reduceret. Samtidig vil investeringer i bioøkonomien oftest resultere i en positiv udvikling i landdistrikterne og kystområderne, hvor biogasanlæg og –raffinaderier ofte placeres.

Du kan læse hele medlemsforslaget på linket her.